Hvad er tvind loven

Institutioner[ redigér rediger kildetekst ] Den organisation, der i daglig tale omtales som "Tvind", står bag driften af et omfattende antal uafhængige skoler og engagerer sig i diverse projekter globalt. Blandt disse findes De Rejsende Højskoler – blandt andet i Norge, hvor de har til huse i Øyer, cirka 36 kilometer fra Lillehammer. Derudover driver de en række kommunalgodkendte opholdssteder og botilbud til børn og unge med særlige behov.

Organisationen omfatter også en række betydelige fonde, der direkte eller indirekte besidder aktiver for flere hundrede millioner kroner. Tvindkraft, et vindkraftværk med en højde på 54 meter, var Danmarks største vindmølle i en periode. Tvindkraft blev konstrueret af elever og undervisere fra Tvind-skolerne i en periode som et praktisk eksempel på, at anvendelsen af vedvarende energi var mulig på en moderne måde.

Tvindkraft var en af de tidligste af sin slags i Danmark og producerer årligt 1 mio. kWh. DNS er et privat og selvstændigt seminarium. Praktisk Teoretisk Grunduddannelse – PTG – en form for ungdomshøjskole, der er godkendt som "botilbud for voksne" for 25 unge voksne. Den Internationale Efterskole og Friskole i Tvind tilbyder undervisning til elever i alderen 13 – 17 år.

Botilbuddet på DNS har plads til 6 voksne med specifikke behov. Debat om og kritik af Tvind[ redigér rediger kildetekst ] Organisationen er senere blevet genstand for omfattende diskussion og kritik. Den er blevet anklaget for at have karakter af en kult eller sekt, samt for at overtræde fondslovgivningen og misbruge reglerne for friskoler. U-landsarbejdet omfatter blandt andet indsamling af brugt tøj, som i begyndelsen blev sendt til fattige lande, men som nu sælges i indsamlingslandene med det formål at finansiere projekter i den tredje verden.

Tvindloven[ redigér rediger kildetekst ] I fjernedes statstilskuddet til fri- og efterskolerne, efter at folketinget havde vedtaget Tvindloven [2], og skolerne blev omdannet til socialpædagogiske opholdssteder. Loven indeholdt både bestemmelser, der gjorde tilskud betinget af, at skolen var fri og uafhængig efter ministeriets vurdering, og en opremsning af de eksisterende Tvind-skoler, som fremover ikke kunne modtage statsstøtte.

Den Selvejende Institution i Veddinge Bakker, der var en af de syv navngivne Tvind-skoler, anlagde sag mod Undervisningsministeriet med krav om, at lovens § 7 var ugyldig. Undervisningsministeriet afviste en af Tvind-skolerne støtte, hvorefter sagen blev forelagt domstolene, hvor Højesteret i afsagde dom, hvorefter der ikke var grund til at tilsidesætte Undervisningsministeriets afgørelse.

Straffesag[ redigér rediger kildetekst ] En langvarig retssag mod ledende medlemmer af Lærergruppen endte med frifindelse af syv ud af otte tiltalte i august, da det lykkedes at dokumentere, at alle de projekter, der havde modtaget midler, eksisterede juridisk, selvom de måske ikke var særligt effektive.

Anklagemyndigheden vurderede dog, at der var grund til at anke dommen. Poul Jørgensen blev i Vestre Landsret idømt ubetinget fængsel i to år og seks måneder. Poul Jørgensen blev samlet fundet skyldig i medvirken til underslæb for et beløb på cirka 11 millioner kroner. Landsretten fratog desuden Poul Jørgensen retten til at være stifter af, direktør for eller medlem af bestyrelsen i et selskab med begrænset ansvar, et aktieselskab eller en forening, der kræver særlig autorisation, eller en fond.

Straffesag i Norge[ redigér rediger kildetekst ] I anlagde den dengang 20-årige Hanne Mari Otterbech Mørk fra Stavanger sag mod den rejsende højskole på Lillehammer i Norge efter sit ophold ved skolen i . Hun tabte først i Sør-Gudbransdal herredsrett i , og afgørelsen blev stadfæstet i Eidsivating lagmannsrett, selvom de psykiatrisk sagkyndige var enige om, at skoleopholdet havde forårsaget hendes posttraumatiske belastningsreaktion.

Mørk slap dog for at dække modpartens sagsomkostninger, da lagmannsretten anså sagen for at have principiel betydning, men mente, at skaden ikke var opstået som følge af uagtsomhed fra skolens side, og at erstatningsansvar derfor ikke forelå. Bergens Tidende beskrev i en artikelserie i , hvordan Tvind-bevægelsen ved hjælp af læreres og elevers ulønnede arbejde opbyggede et finansielt imperium, der blev ledet af en lille gruppe Tvind-veteraner.

Under retssagen kom det frem, at skolen havde efterladt en 16-årig dreng alene og uden midler på gaden i Finland, fordi han ikke havde solgt tilstrækkeligt med postkort for bevægelsen. At efterlade en elev var en almindelig straf. Statens lånekasse dokumenterede også svindel, og skolens elever blev opfordret til at begå lovovertrædelser, såsom at køre med offentlig transport uden gyldig billet.

Skolens filosofi var at nedbryde den enkeltes selvtillid for at skabe en ny personlighed. Hvis der opstod problemer, skulle gruppen nå til enighed om, hvad der var sket, som en form for manipulation af historien. I ændrede skolen igen navn, fra Den reisende høgskole til DRH-Norway, da den reelt ikke var en højskole. Skolens drift, som ikke engang var godkendt i Norge, er organiseret som en privat, selvejende stiftelse, der på trods af det formelle navneskift stadig bærer navnet Den reisende høgskole.

Som stiftelse var skolen underlagt tilsyn af Lotteri- og stiftelsestilsynet. På sine hjemmesider oplyste skolen i , at uddannelsen var godkendt – af myndighederne i Mozambique. Disse vidnede til fordel for skolen, men indrømmede, at deres udtalelser var koordinerede. Det kom også frem, at en af Tvind-lærerne skrev skolens historiebog, Historiens gang, efter et besøg hos Pol Pot.

Mørk påpegede, at Tvind-bevægelsen modtager støtte fra det samfund, den ønsker at omstyrte.