Hvornår er et menneske terminal

Kontakttegn på at døden nærmer sig Denne artikel er rettet mod sygeplejersker, der arbejder med dementi hos plejehjemmets beboere. Kernen er, at det er muligt at identificere tegn på, at en dement beboer er i døende fase, og dermed muliggøre en planlagt og værdig sidste tid i tæt samarbejde med beboerens pårørende. På Holmegårdsparken i Charlottenlund oplevede vi uforudsete dødsfald, hvor beboere døde pludseligt, ofte inden for få dage eller timer.

Pårørende modtog uventede opkald. Vagtpersonalet stod over for komplekse eksistentielle spørgsmål uden adgang til akut medicin, og vagtlæger skulle træffe beslutninger om behandling af beboere, de kun havde observeret kortvarigt. Disse situationer førte ofte til akutte indlæggelser, som vi ikke kunne retfærdiggøre. Vi følte, at sådanne dødsfald ikke kunne accepteres som uundgåelige.

En værdig livsafslutning er en af vores primære mål, og vi erkendte, at vi ikke altid formåede at opfylde dette. BOKS 1. Værdig livsafslutning defineres som en livsændelse, der i videst muligt omfang imødekommer beboerens ønsker. Det indebærer tilbydelse af optimal symptomlindring, skabelsen af en atmosfære af ro, respekt og medmenneskelighed, involvering af pårørende og sikring af den bedst mulige omsorg for både den døende og de pårørende, samt undgåelse af unødvendige hospitalsindlæggelser.

Årligt afslutter ca. en vis andel af vores beboere deres liv på plejehjemmet. Målet med en værdig livsafslutning er at sikre, at den døende oplever en afslutning, der er i overensstemmelse med deres ønsker og behov. Vores manglende evne til at observere og reagere på tidlige tegn førte til uværdige forløb for alle involverede.

Vi havde svært ved at skelne mellem almindelig svækkelse og uundgåelig døende fase, hvilket resulterede i forsinkede beslutninger. Efterfølgende refleksioner afslørede, at vi havde haft en fornemmelse af, at beboerne var ved at slippe, men ikke havde handlet på disse observationer. Vi havde set, hørt og fornemmet tegn på døden, men havde ikke formået at omsætte disse indsigter til handling.

For at imødegå dette problem udviklede vi et system til at identificere, hvornår en beboer nærmede sig livets afslutning. Vi ønskede et letforståeligt værktøj, der kunne bruges af alle medarbejdere. Vi erkendte, at dette ville kræve en ny arbejdsmetode, men håbede på at skabe tryghed gennem en klar retningslinje. Vi fokuserede også på at forbedre dokumentationen af alle observationer, store som små, og på at samle alle relevante oplysninger for at danne et helhedsbillede.

Vi var klar over, at en planlagt værdig livsafslutning krævede tidlig erkendelse af døende fase. Vi søgte kontakt til Sankt Lukas Hospice i Hellerup for at overføre deres ekspertise til vores plejehjem. Baseret på et omfattende undervisningsprojekt definerede vi alle de tegn, der indikerer, at en beboer er uundgåeligt døende. Med udgangspunkt i speciallæge Hans Henriksens materiale fra Sankt Lukas Hospice opstillede vi både generelle og specifikke symptomer.

Selv små ændringer i beboerens tilstand skulle noteres. Medarbejdernes observationer, der ofte var baseret på daglig kontakt med beboerne, var afgørende. De almene tegn, som ofte var de første indikationer, kunne være udtryk for depression, infektion eller mangel på væske. Når disse tegn blev observeret, skulle vi undersøge og behandle den underliggende årsag.

De specifikke tegn, der opstod senere, kunne indikere problemer med kredsløb, vejrtrækning eller fordøjelsessystemet. I den sene fase kunne beboeren nægte at tage medicin. Det var vigtigt at vurdere situationen individuelt og tilbyde lindring i stedet for behandling. Udtørring, som den døende ikke oplever som sådan, var en naturlig proces, der skulle informeres om for pårørende.

Tør mund og læber var tydelige tegn, der kunne indikere behov for væskebehandling. Udtørring resulterede også i reduceret vandladning og mørk urin, hvilket skulle overvåges. Når vi erkendte, at beboeren var uundgåeligt døende, skulle vi ændre vores strategi fra behandlende til lindrende. Vi skulle følge beboerens symptomer og processen, og tilbyde lindring gennem medicin og omsorg.

I samarbejde med beboeren og pårørende skulle vi udarbejde en plejeplan for den sidste tid. Vi skulle informere pårørende om, hvad der ville ske, og hvordan vi ville håndtere situationen. Ved at tage disse initiativer kunne vi sikre, at den døende oplevede en værdig og fredfyldt afslutning.