Hvad er et kontraststof

Kontrastmidlet indsprøjtes i en vene, oftest i armen. I visse tilfælde indtager patienten ligeledes en mængde kontrastvæske. Dette kan være enten jodbaseret kontrast eller bariumsulfat; i begge situationer drejer det sig om fortyndede opløsninger. Jod er et essentielt næringsstof, som vi dagligt bør tilføre kroppen gennem kosten. Ved en billeddiagnostisk undersøgelse med jodholdigt kontrastmiddel modtager man cirka… Grundet den forhøjede jodmængde, er det ikke muligt at udføre en thyroideascintigrafi eller påbegynde behandling af skjoldbruskkirtellidelser med radioaktivt jod inden for de første 2 måneder efter en CT-scanning med kontrast.

For alle lægemidler eksisterer et detaljeret produktresumé, der specificerer, til hvilke undersøgelser et givent kontrastmiddel er godkendt til brug. Anvendelse uden for godkendte indikationer betegnes som "off-label" og kræver skriftlig accept fra patienten. Røntgenkontrastmidler, specifikt jodholdigt kontrastmiddel, fremstår som en klar væske, der er sammensat af en tri-jod-benzenkerne med tre ikke-ioniske radikaler.

Kontrastmidlet udskilles primært via urinen, typisk relativt hurtigt. Ved velfungerende nyrer vil størstedelen af kontrastmidlet være elimineret fra kroppen inden for 24 timer. Hvis patienten lider af nedsat nyrefunktion, vil udskillelsen tage længere tid. Bariumsulfat anvendes til visualisering af mave-tarmkanalen.

Godkendte anvendelser (august): Bariumsulfat er godkendt til undersøgelser af tarmen, hvor der ikke er mistanke om perforation. Jodholdige kontrastmidler er godkendt til stort set alle CT-scanninger, med mindre variationer mellem de forskellige produkter. Bivirkninger: Umiddelbart efter administration af jodholdigt kontrastmiddel kan man opleve en følelse af varme i kroppen, en metallisk smag i munden og eventuelt en trang til at urinere.

I sjældne tilfælde kan der forekomme ubehag, kvalme og opkastning. Jodholdigt kontrastmiddel kan, ligesom andre lægemidler, udløse allergilignende reaktioner. Bivirkninger observeres hyppigere efter jodholdige kontrastmidler end efter MR- og UL-kontrastmidler, dog er de akutte, ikke-nyrerelaterede bivirkninger ens for alle tre typer kontrastmidler. Jodholdigt kontrastmiddel kan forårsage midlertidig og i meget sjældne tilfælde permanent forværring af en allerede eksisterende nedsat nyrefunktion, hvilket kan have alvorlige konsekvenser på længere sigt.

Derfor er det afgørende at minimere kontrastmiddelinducerede ændringer i nyrefunktionen. I ugen efter undersøgelsen kan der opstå hududslæt, hyppigere observeret efter dimere kontraststoffer (to benzenringe) end efter monomere. Bariumsulfat kan forårsage forstoppelse. Ved alvorligt nedsat nyrefunktion bør jodholdigt kontrastmiddel kun anvendes, hvis der ikke findes alternative metoder til at stille en diagnose eller udelukke en mistanke.

I så fald anvendes den mindst mulige mængde kontrastmiddel. Intravenøs væskebehandling iværksættes før og efter undersøgelsen for at beskytte nyrerne mod kontrastmidlets påvirkning. Graviditet: Der er begrænset erfaring med brugen af jodholdigt kontrastmiddel under graviditet.

Det anvendes kun, hvis fordelen ved undersøgelsen overstiger den potentielle risiko. Røntgenstråling, som både mor og foster kan udsættes for, anses generelt for at udgøre en større risiko end selve kontrastmidlet. Amning: Amningen kan fortsættes uændret efter administration af jodholdigt kontrastmiddel. Modermælken kan dog få en bismag, som barnet eventuelt ikke bryder sig om, men der er ingen sundhedsmæssig risiko forbundet med amningen.

Information til patienten: Kontrastmiddel anvendes ved langt de fleste CT-scanninger. Når en patient henvises til en CT-scanning, skal patienten informeres grundigt om undersøgelsens karakter, herunder… Patienten bør afhøres om tidligere reaktioner på jodholdigt røntgenkontraststof, astma eller behandling for allergi. Hos ambulante patienter uden akut sygdom må målingen af nyrefunktionen maksimalt være 3 måneder gammel.

Indtag af metformin kan genoptages, såfremt eGFR-værdien er uændret.