Aldrig så jeg så dejligt et bjerg

Opret en profil eller log ind for at give din mening til kende. En nutidig, maskulin beretning om substansmisbrug, identitetsmæssig søgen og en dyb nag over livets uindfriede ambitioner. Robert Zola Christensen fører os ind i gymnasielæreren Allan Ringels mørke eksistens, efter han hjemsendes af skolens ledelse som følge af en alkoholiseret tilstand.

I denne periode med fravær begynder han at granske sin barndom, ungdommens år og sin nuværende voksentilværelse. Allan er mønsterbryderen i sin familie, da han er den første med en højere uddannelse bag sig. Gennem hele fortællingen forsøger han ihærdigt at distancere sig fra det middelmådige, men alligevel finder vi ham isoleret i en lille lejlighed, hvor flasken er hans eneste selskab.

Hans personlige nederlag over de bristede drømme kammer over i selvhad og en indgroet bitterhed mod omverdenen; tabet af den store kærlighed, den kuldsejlede forfatterdrøm og hans pauvre sociale baggrund.

Vi befinder os i et underklassemiljø, hvor man i helt konkret forstand dumper sit affald på naboens grund, udviser sparsommelighed med både penge og følelser, og hvor misbrugsproblematikker i vid udstrækning bliver ignoreret. Romanens opbygning er fragmenteret og ukronologisk, da vi navigerer i Allans febrilske tankestrømme, der springer frem og tilbage i tiden.

Tekststykkerne væver sig ind i hinanden i langstrakte sætningsforløb, som synes uden begyndelse eller afslutning, mens gamle strofer fra børnesange med jævne mellemrum dukker op i bevidstheden. Det kræver læserens fulde opmærksomhed at fastholde tråden i det komplekse narrativ. Den sproglige stil efterlader et yderst troværdigt indtryk af at være vidne til Allans totale deroute.

Forfatteren beviser med denne udgivelse, at han formår at udfordre de vante rammer med sin helt særegne fortællestil. Interne links.